Loading...
Hvem står bag Barn&Hund?

Mit navn er Rikke Møller. Jeg er uddannet hundeadfærdsinstruktør fra Center for Dyreterapi, som er den eneste instruktør uddannelse i Danmark der er godkendt af PETbc (Pet Education Training and Behaviour Council). PETbc sætter høje standarder for uddannelsen af instruktører og har et skarpt fokus på videnskabeligt velfunderede metoder inden for træning og adfærdsbehandling af hunde.   


Jeg er vokset op med hund og har altid synes at hunde var søde og dejlige. Det var dog først da jeg fik mine egne to hunde, overtaget fra andre hjem, at jeg fik en interesse i hunden, der rakte ud over almindelig betagelse af den bløde pels og de store brune øjne.

Hver af mine hunde kom med sine egne små og større adfærdsmæssige udfordringer, og jeg var ærligt talt sendt til tælling flere gange. Det lagde kimen til min voksende interesse for hundens psykiske og fysiske velfærd.




Det endte med at jeg stoppede som gymnasielærer og valgte et liv som selvstændig med et klart hundefagligt fokus: Familiehunden i børnefamilien.

Hvorfor lige børn og hunde?

Min opfattelse er, at der ikke er nok fokus på at få relationen mellem barn og hund godt fra start. Ikke fordi forældrene er ligeglade, men fordi de faktisk ikke ved, at det kræver noget arbejde at sikre et godt forhold mellem hund og barn. Modsat hvad nogle måske tror, så er hunde og børn nemlig ikke et automatisk godt match, bare fordi de begge er legesyge, eller fordi at barnet elsker hunde. Der er en verden til forskel på hundeadfærd og børneadfærd og viden herom er værdifuld når vi skal hjælpe dem i deres indbyrdes relation.

Det kan ikke være op til børn og hund at finde ud af, hvordan de bedst er sammen. Det er rent held i de tilfælde, hvor at en sådan tilgang har et godt udfald.
 
Min faglige tilgang

Jeg har en stor interesse for børns udvikling på især de yngre alderstrin, og i forbindelse med uddannelse og under min graviditet har jeg især læst fagbøger inden for det mere moderne børnesyn.

Tanker om hvordan vi tilgår børnene i samspil med hunden har jeg derfor udviklet med udgangspunkt i den anerkendende pædagogik som beskrevet af profiler som Fie Hørlykke og især Jesper Juul. 

Jeg sætter en stor faglig og etisk stolthed i, at min tilgang til hunden som dyr er videnskabeligt funderet og dermed trækker på faktisk viden om hundens behov og adfærd. Mine metoder er baseret på de kendte indlæringspsykologiske principper og har desuden udgangspunkt i LIMA-devisen (Least Intrusive, Minimally Aversive), som kort sagt står for, at træning og håndtering af hunden altid skal tage udgangspunkt i, at hundens grænser overskrides så lidt som overhovedet muligt. En rigtig fin tilgang, som gang på gang er bevist også at virke bedst, og som desuden er en oplagt tilgang når vi taler om at sikre det gode forhold mellem hund og barn.

I kan her på Barn&Hund derfor regne med at finde tilgange til både hund og børn, som er  fagligt velfunderede og som aldrig vil anvende straf og skældud som opdragelsesmetoder.  

Jeg er super glad for at I er her på min side og jeg håber I vil finde mange gode værktøjer.

Mange glade hundehilsner

~ Rikke