Loading...

Lidt om stress hos hunde (og mennesker). 

Der er som udgangspunkt ikke noget galt i, at hunden bliver en smule stresset i ny og næ. Stress er en naturlig og nødvendig reaktion på situationer vi ikke er vant til. Det er nok noget nært umuligt at hunden ikke en gang imellem kommer lidt i alarmberedskab. Det gør vi mennesker også.

Den type stress hunden kan føle i uvante situationer kan isoleret set ligge i den lave ende i forhold til hvor meget det påvirker hunden på sigt og kan altså overskues af hunden, såfremt den har en fin mængde mentalt overskud at trække på. Det har hunden typisk, hvis den lever en nogenlunde rutinepræget hverdag med sunde, stimulerende aktiviteter. Så kan den nemlig falde tilbage i vante mønstre efter en lidt oprivende oplevelse og dermed have tid til at komme sig oven på en stressende oplevelse. 

Det, som gør, at stress kan være værd at have lidt fokus på er, at det er summen af stressfaktorerne der er afgørende for, hvor meget og hurtigt hunden påvirkes, og hvor meget det samlet set påvirker hunden.

Der hvor hundens stress kan blive et problem for både hunden selv og familien er nemlig når der ikke er mulighed for at tage sig en god pause efter en stressende situation. Der skal være tid til at restituere og få tanket op på overskudskontoen, hvilket kan være svært, hvis den ene stressende oplevelse afløser den anden. 

At føle uro, forvirring eller at være i alarmberedskab over en længere periode tærer nemlig på nervesystemet hos både hund og menneske.

Udfaldet kan være, at vi får en kortere lunte. Ting vi normalt sagtens kan rumme, bliver pludselig mere overvældende og vi reagerer kraftigere. 

Får vi ikke mulighed for at stresse ned bliver vi sværere og sværere at være i stue med, vores stressniveau vil fortsat øges og vores opførsel vil forværres. Vi vil desuden selv have det smadder dårligt. En uholdbar situation for alle involverede. Hos mennesker kan den type stress eksempelvis være resultatet af længerevarende pres på arbejdspladsen, enten socialt eller professionelt. Hos hunde kan det være et lignende længerevarende pres socialt, psykisk eller fysisk.

Som børnefamilie kan det eksempelvis give mening at tænke på højtider som jul og Halloween, hvor der kan ske mange mystiske ting som i en eller anden grad kan være svært for hunden af håndtere uden jeres hjælp. Og så skal vi selvfølgelig generelt tænke på om barnets omgang med hunden er rart for hunden. En hårdhændet opdragelse med skældud og måske endda fysisk afstraffelse vil også give en stresset hund.

Hvad stress kan gøre ved hundens adfærd:

Hunden kan blive vagtsom over for lyde den som regel er ligeglad med og reagere med voldsom gøen flere gange om dagen. Den kan blive ekstra hyper, eksempelvis omkring børnene, og have svært ved lade dem være. Hunden kan blive urolig omkring indtryk på gåturen som den normalvis klarer fint – eksempelvis forbipasserende biler, cykler eller fodgængere.

Andre reaktioner kan være at hunden har sværere ved finde ro. Den kan have sværere ved at være alene hjemme. Den kan få dårlig mave. Den kan blive destruktiv og eksempelvis begynde at tygge på bordben eller flænse bøger i et forsøg på at få afløb for noget af frustrationen. Får hunden så oven i købet skældud over den problematiske adfærd, er det blot yderligere brænde på bålet, da skældud og andre typer af straf også slider på nervesystemet. 

Jo længere tid hunden føler stress, jo længere tid vil det tage for den at restituere – såfremt den overhovedet har muligheden. Symptomerne på stress kan ligeledes forværres og udvikle sig i flere retninger, hvis ikke de bliver behandlet.

Endelig kan man også få en hund, der går helt ind i sig selv og lukker af for omverdnen. Den type hund har tilegnet sig en slags indlært hjælpeløshed. Det er dens måde at beskytte sig bedst muligt mod et dagligt ubehag. Den lukker simpelthen af. Det er det man eksempelvis KAN se, når en hund bare finder sig i alverdens overgreb fra børn. Den er måske blevet straffet af forældrene for at sige fra over for børnene, og tør derfor ikke længere at forsøge at have en indvirkning på egen skæbne.

Det kan også være, at den har valgt at give op og bare acceptere at være et slags levende legetøj, frem for at ty til skrappere midler for at få lov at være lidt herre over egen krop. Hunde vil nemlig som udgangspunkt gerne bevare roen i de fællesskaber de indgår i, og nogle hunde kan altså vælge at lade sig blive kostet godt og grundigt rundt med, frem for at sige fra.

En sådan hund bliver ofte fejlagtigt opfattet som en "god" eller "nem" hund, og ja, nem er den sikkert, men hundens livskvalitet er bestemt ikke noget værd at skrive hjem om eller være stolt af som ejer. 

Når alt dette er sagt, så er der som nævnt igen grund til at frygte lidt stress i ny og næ. Det skal alle individer gennemgå, og har vi en god og velafbalanceret hverdag, skal vi nok komme os oven på livets små og større prøvelser. Det, vi skal være opmærksomme på er, at vi ikke med fuldt overlæg eller pga. uvidenhed kommer til at stresse vores hunde unødigt.