Loading...

Illustration: Tegnlevende.dk

Læsetid: 12 minutter.

December i hjem med børn og hund. 

Decembers mangeartede aktiviteter kan skabe udfordringer for jeres hund.

December er en måned der rusker op i mørket og giver hverdagen et strejf af hygge og magi. December er også børnenes fest og jeg tror da også, at børnefamilier helt generelt har ekstra meget drøn på i december.

Et familiemedlem, som dog ikke rigtigt forstår, hvad det hele skal gøre godt for, er hunden. 

Er man en børnefamilie med hund, er det derfor en god idé at tage med i overvejelserne, at december kan have en stressende effekt på familiens vovse. Hvis du vil blive klogere på hvad stress kan gøre ved din hund og hvordan det typisk opstår kan du læse mere her.

Hvad er det ved december som kan stresse vores hund?

December bringer mange traditioner med sig og hverdagene ser ofte lidt anderledes ud end normalt. Både hvad gælder menneskers adfærd, hundens miljø og måske også hundens diæt: 

1. Vores egen adfærd:
I december summer hverdagen af børnenes frydefulde forventning. Kalenderlåger skal åbnes, pakkekalender skal pakkes ud, der er nisseleg på skolen og der kommer julekalender i tv om aftnen (som måske rykker ved børnenes normale sengetider). Kombineret med lidt ekstra slik og godter, kan det resultere i overtrætte børn, som kører på et højere niveau en normalt. Vi pakker desuden gaver ind, danser til julekalenderens intromusik, pynter juletræ og leger med kalendergaver. 

Eftermiddage og aftner i hverdagene er måske også præget af, at vi oftere er væk fra hjemmet grundet gaveindkøb eller arrangementer i børnenes institutioner og fritidsklubber. Weekendenerne byder på mere juleshopping, julefrokoster, julemarkeder, besøg hos julemanden i storcenteret og så videre. Det kan medføre, at hunden enten skal være mere alene hjemme, passes oftere, eller tages med til de mangeartede og uvante begivenheder – alt sammen noget, som hunden naturligvis bemærker og måske trækker på overskuddet for at rumme.

Endelig kan vi voksne selv være pressede i december og måske mangler vi overskuddet til at rumme de små indfald hunden disker op med i dens forsøg på at interagere med den anderledes hverdag. Får hunden lyst til at lette ben op af juletræet, stikke af med gavepapiret eller lege med julepynten, kan det være svært at være konstruktiv i håndteringen af hunden, især hvis det er 4. gang i løbet af en allerede presset lørdag, at hunden trykker på de forkerte knapper. 

Er familien generelt lidt anderledes i sin adfærd, vil hunden altså muligvis kunne mærke det. Det tager nogle hunde helt roligt, mens andre har svært ved at være i det. Især, hvis den også oplever mere alenetid og eventuelt skældud.  

2. Hundens miljø:
Hundens hjem og umiddelbare omverden er dens helle, hvor den med rimelighed kan forvente, at tingene er cirka som de plejer, ikke bare i forhold til hvordan vi mennesker opfører os og hvilke rutiner dagene har, men også i forhold til hvordan hjemmet ser ud, lugter og lyder. I december kan hundens miljø dog pludselig fyldes med nye indtryk. Der slæbes juletræ, julegaver og julepynt ind i huset. Der spilles måske oftere musik og der kan være mere gang i køkkenet end normalt.

Weekenderne kan også medføre flere gæster og mange af dem kender hunden måske ikke særligt godt. Måske er der børn imellem, som ikke forstår at respektere hundens grænser.

Derudover kommer den tiltagende larm fra fyrværkeri efterhånden som nabolaget tager tilløb til nytårsaften.

At december er en mørk måned kan også bidrage, da nogle hunde har det svært med mørket. De kan være mere utrygge ved synet af andre hunde, mennesker eller køretøjer, fordi de fremstår anderledes i mørket. Diverse skygger kan også være skræmmende. Så hvad der skulle have været en afslappende gåtur i hundens vante kvarter, kan potentielt gøre hunden yderligere nervøst anlagt i december, hvis den kommer hjem fra turen med lidt opbygget stress i kroppen.

3. Hundens mave:

Lidt for mange julelækkerier fra gavmilde børn og gæster kan desuden gøre hunden småsyg og dårligt tilpas, hvilket naturligvis ikke gør det lettere at finde mentalt overskud i prøvende situationer. Undgå at fodre hunden med julens mange lækkerier, og vær også sikker på, at børnene ikke bliver rundhåndede. Den søde og salte julemad er ikke mad til hunde og da slet ikke flere dage/weekender i træk. Så selvom det virker hyggeligt, så kan hunden blive dårlig af maden og få yderligere minus på overskudskontoen. Ligesom mennesker kan hunde heller ikke rumme helt så meget når de har det dårligt.

Bemærk: Det er summen af ophobet stress, der er afgørende. 

En enkelt eller to forandringer er nok ganske ok for jeres hund. Men går man en lang måned i møde med mange ændringer i rutiner og miljø, kan det altså give meningt at tænke over om hunden egentlig vil trives i det, eller om den får brug for hjælp. 

For efter nogle lange uger i december er vi ikke nået finalen endnu. Rundt om hjørnet venter juleaften og nytårsaften med alt hvad de indebærer af julemænd, mere julemad, dansen om juletræ, bordbomber, gaveudpakning, gæster, sjove hatte, masker, knallerter, alkohol, børn der kører i højeste gear og ikke mindst fyrværkeri.

Hvordan kan vi så hjælpe vores hund igennem december?

December vil jo komme og selvfølgelig skal vi have lov at nyde den dejlige måned. Der er flere små ting vi kan gøre for at støtte vores hund i stressede situationer:

1. Stimulering:

Den rigtige type stimulering kan gøre underværker for en hunds mentale overskud.

  • Giv hunden gode gåture med masser af tid til at snuse. Husk, at når det handler om at gå tur med hunden, så handler det ikke om antal skridt I har gået, men kvaliteten af de oplevelser hunden har under turen. En lækker gåtur på 25 minutter, hvor der er god tid til at undersøge og snuse, gå på lidt forskelligt underlag og hvor der evt. er lagt et spændende fodersøg eller lidt lette tricks ind er i mange hundes tilfælde mere givende end 2 timers kampmarch, hvor ejeren sætter tempoet.

  • Hvis I til gengæld har en hund, der er nervøs ved mørket, kan det som nævnt gøre ondt værre, hvis den skal ud og gå ture i mørket. Brug da hellere tiden på at træne lette og sjove tricks i haven, lave et spændende fodersøg ved at smide godbidder eller foder i græsset eller mellem de nedfaldne blade. Man kan også vælge at smøre vådfoder på sten og træstammer og så lade hunden sniffe sig frem til det og slikke det af. Gå så evt. en lille tur på fortovet, bare 5 minutters tid, hvor I giver godbidder og hygger, men også nemt kommer hjem igen. Så får jeres hund også lidt erfaringer med, at det der mørke måske ikke er så slemt.


Er I ved den tid i december hvor fyrværkeri kan høres nærmest dagligt, bør I holde jeres hund i snor og ikke lade dem være alene i haven.

Det skønne ved foderaktivering er, at børnene ofte også kan være med i en eller anden udstrækning – også selv om de måske ikke er så gamle. Giv børnene lov til at gemme godbidder i haven eller stuen, fylde et aktiveringslegetøj, være med til at træne tricks med hunden osv.

  • Lad hunden få noget at tygge i. At tygge er, ligesom at snuse, ren magi for en hund når det kommer til at få sænket stressniveauet i kroppen, da det giver hunden en følelse af velbehag og lykke. Vælg tyggegenstande som holder længe og som ernæringsmæssigt er forsvarligt for hunden. Brug tyggeaktiviteten som en måde at falde ned efter en lang dag, eller som afledning i situationer der er svære for hunden (og dig) at håndtere. Læs mere her

 Pas på med overaktivering. Løb og vildskab kan skabe behov for mere løb og vildskab.

  • Når man dagligt forsøger at køre sin hund træt ved at kaste bold, løbe, lege vilde trækkelege osv., kan man skabe sig en hund, der går hen og bliver lidt af en adrenalinjunkie. Hunden kan stresse rundt og have enormt svært ved at finde ro og overreagerer nemmere på nye stimuli.

Det betyder ikke, at det er forbudt med den type aktiviteter, men alt efter hvilken hund man har, er det godt at holde øje med, at den slags aktiviteter ikke går hen og bliver det ”eneste” der kan gøre hunden træt.

2. Giv plads til at hvile.

  • Søvn og hvile er vigtigt for din hunds fysiske og psykiske sundhed. Find en god balance mellem aktivering og hvile. Hundens sædvanlige hvileplads er ideelt set tilgængelig i de stressende decemberdage. Er du nødt til at flytte kurven fordi der skal gøres plads til langbord eller juletræ, eller må hunden ikke være i sofaen som den plejer af hensyn til gæster, så tænk lidt fremad og sørg for, at hunden har en chance for at vænne sig til de midlertidige vilkår. Ved du allerede nu, at din hund ikke kan hvile sig der hvor den helst vil når I har gæster, så sørg for at du vænner den lidt til, at der også er andre dejlige steder af være. Hvis det handler om, at kurven skal flyttes, så flyt kurven flere dage inden, og sørg for, at det er et sted hunden har lyst til at være.

    Er hundens sædvanlige plads sammen med dig i sofaen, bliver du måske nødt til selv at sidde på en pude eller et tæppe gulvet med Fido i skødet, for at han kan acceptere situationen, eller måske skal han have jeres dyne ind ved siden af sofaen som et særligt privilegie denne dag/aften. 

  • Skal jeres hund med til mange julefrokoster kan det være en god idé at tage en pude eller et tæppe med som hunden er vant til at ligge på – eller noget der dufter dejligt af jer. Så kan hunden muligvis bedre slappe af. Tag gerne et godt tyggeben med som hunden kan hygge sig med – og husk ikke at lade børn eller voksne blande sig i hundens spisning.

  • Er der mange julefrokoster kan det også være en idé at få jeres hund passet af nogen den holder af og er tilpas med, frem for at enten lade den alene mange timer hver weekend eller tage den med til en masse nye steder. Det kommer an på hunden og her må I vurdere hvad I tror vil være rarest for alle. En blanding kan også være en løsning, alt efter hvor mange festligheder december byder på. 


3. Gør det nemt både for din hund og for resten af familien at undgå konflikter.

Brug indretning af miljø som en metode til at undgå at straffe hunden for at gøre almindelige hundeting: Skældud eller anden afstraffelse er stressende for alle – både hunde og mennesker. Her giver det mening at indrette miljøet derhjemme på en måde så julefreden kan få lov at bestå, og din hunds nervesystem ikke belastes af irettesættelser og skældud. 

  • Får I besøg af børn der har svært ved at respektere jeres hunds grænser, så sørg for at hunden kan være i fred for børnene. Det er ikke nødvendigvis nok at fortælle børnene, at hunden gerne vil være i fred. Det er nemlig sjældent tilstrækkeligt at sige tingene en enkelt gang til mindre børn, som er så styrede af impulser og lyst - og det er besværligt for dig og ubehageligt for hunden, hvis børnene gentagende gange skal have at vide, at de ikke må ligge oven på hunden, følge efter den alle steder, råbe af den eller noget helt fjerde. Lad hellere hunden komme i sikkerhed hos en sød nabo, bag en låge med et lækkert kødben eller lignende.

  • Placér julepynt og pakker så hunden ikke kan nå det. Så undgår du at være ”nødt til” at skælde ud fordi hunden ikke kan lade være med at undersøge det og lege med det. (Min tæve stak eksempelvis af med den fine, håndsyede julegås som jeg havde sat i sofaen – den sidder nu i vindueskarmen i stedet).

  • Har I en hanhund der strinter på juletræet, så skærm træet af så han ikke kan komme i nærheden af det.

  • Hvis du har en hund som min, der synes den skal undersøge hvad der står på det veldækkede julebord, og forudser du, at det ender i tyveri af tante Odas julemedister med efterfølgende straf af hunden – så tænk i stedet i foderaktivering imens I spiser. Giv hunden et dejligt tyggeben som holder længe. Det kan han ligge med imens I spiser – evt. bag ved et gitter eller en børnelåge.

  • Kører jeres hund meget op når det banker på døren, så del jer op i den halve til hele time eventuelle gæster ankommer - lad den ene gå en tur med hunden, imens den anden modtager gæsterne.

    At indrette miljøet så det er nemt og rart for alle at være sammen kan naturligvis bredes ud til alle mulige andre situationer – tænk det ind i jeres december der hvor det giver mening.

4. Overvej at finde støtte i beroligende midler

Der findes mange produkter på markedet, som kan støtte hundens nervesystem i en stressende periode. Selv har jeg god erfaring med Kalm, produkterne fra Adaptil og Sileo (denne sidste skal fås på recept, og er primært beregnet til en enkelt aften). Husk dog at disse produkter ikke er mirakelmidler der kan stå alene, men nærmere fungerer som en god krykke til det arbejde du ellers lægger i at hjælpe hunden igennem en oprivende periode.

5. På falderebet:

Skal du være julemanden juleaften? Så snig dig til at vise hunden kostumet et par gange eller tre i løbet af december, når børnene ikke er der – lad hunden mærke og forstå at det er dig – sid i sofaen og se tv med skægget og huen på, lav nogle af de små træningslege i normalt laver og som du ved hunden holder af – og giv lidt lækre godbidder. Julemanden skal ”bare” være dig – for juleaften bliver han jo måske modtaget ved hoveddøren eller terrassedøren med megen larm og begejstring, og måske et par grædende børn – og så er det ret smart at hunden godt ved, at det altså bare er dig.






  •